Udsyn og omtanke

Udsyn og omtanke

Af Alice Jacobsen og Carsten Skjoldborg

Klode 95 og Klodens klude

De to sidste uger i september dannede Den Gamle Turbinehal i Adelgade i København en flot ramme om udstillingen Klode 95. Tyve organisationer, masser af visioner, diskussioner og frustrationer var nogle af ingredienserne i den cocktail, der efter at være blevet rystet godt og grundigt gennem et år endelig materialiserede sig for øjenene af de besøgende skoleklasser.

En kold regnvejrsdag i oktober drager den nye 8.a fra SPF afsted mod det indre København, alle er de i godt humør og meget spændte på, hvad der venter dem på udstillingen: KLODE 95.

KLODE 95 er en udstilling, som fortæller om verdens problemer og andre kulturer, som man ellers ikke hører så meget om.

Med Carsten Skjoldborg i spidsen vandrer de ind på en slags gårdsplads og videre ind til et lokale, som formodentligt indleder denne udstilling.

Da der ikke rigtigt sker noget de første fem minutter, begynder klassen at blive lidt rastløs. Dette medfører, at nogle nysgerrige elever opdager en indendørs markedsplads, stoppet med alle mulige forskellige ting og sager, lige fra mad til kunstige fletninger.

Det hele starter på en drengs værelse, hvor et bånd med en samtale mellem to drenge spiller i baggrunden. Samtalen handler om, at den ene har købt nogle økochips, som den anden bestemt ikke går ind for. Derefter bliver klassen ført til Klodens klude gennem drengens klædeskab. Det viser sig at være et større rum, med et lys som gør alt hvidt skrigende blåt. Det faktum morer de sig meget over. På nogle bøjler hænger der nogle blå kitler, som de skal tage på, for at de kan se, hvor meget tøjet egentligt betyder. Alle iført mørkeblå kitler går de videre ud af en ny dør, bagest i skabet og står nu i et stort lokale, fyldt med forskellige klæder, fra alle mulige lande.

F.eks. er der en sælpels fra Grønland, nogle farverige, tørklædeagtige, klæder fra Afrika og en FN-uniform. Bagerst i lokalet skal der forestille at være taget en lille del af en cowboybukse fabrik, med symaskiner og halvfærdige jeans. På hegnet rundt om ”fabrikken” sidder der en knap. Hvis man trykker på den, hører man den larm, som fabrikarbejderne bliver udsat for hele arbejdsdagen. (Temmelig belastende.) Ved siden af symaskinen er der et stort kar med farve, hvori kæmpe ruller med stof bliver dyppet. På en lille plade ved siden af knappen kan man læse om, hvor giftigt det er at stå ved sådan et kar hele dagen. Man kan også læse om, at arbejderne allerede begynder at arbejde som helt små og dør i en ung alder på grund af overanstrengelse og giftige dampe. Det bliver klassen meget rystet over at læse. Men turen går videre , og nu bliver de lukket ud på verdensmarkedet, som er den markedsplads, de så i begyndelsen. Dette vækker meget interesse, og snart har de glemt alt om de dårlige arbejdsforhold. Katrine 8.a

Alt i alt et spændende initiativ og en god mulighed for skolerne til at give udsyn til den 3. verden i undervisningen. Blot ærgerligt at det hele kun varede i 14 dage. Heldigvis er der i tilknytning til udstillingen udgivet hæftet Klode 95 med artikler og masser af spændende undervisningsforslag i relation til udstillingens temaer.

Liv i kludene

En oprørt og forarget stemning raser gennem klassen…

Det er bare for meget!

• Det kan man da ikke!

• De sku´ ha´ nogle bank sku´ de!

• Jeg køber i hvert fald aldrig et par Nike sko igen, det er helt sikkert!

Det er bare nogle af de bemærkninger, der flyver gennem luften…! 8.a sidder og læser i ungdomsbladet Zapps temanummer om grøn mode og blue jeans. De har læst en artikel om, hvordan Nike sko bliver produceret, en anden om bomuld, og en tredje om en Lee fabrik i Lesotho. Og alt imens en noget forbavset lærer står og ser til, har klassen helt af sig selv sat en temmelig omfattende kampagne i gang….! Klassen summer af ivrig aktivitet, og efterhånden tegner der sig en række forskellige arbejdsgrupper, som læreren ihærdigt forsøger at få skrevet på tavlen i takt med, at elevernes forslag og ideer vokser frem. Der bliver foreslået en informationsgruppe, som skal tage sig af at skaffe mere materialer, artikler, baggrundsstof. Alle kan så henvende sig til gruppen og søge yderligere information. Gruppen påtager sig også at skrive til både Nike og Lee´s afdelinger i Danmark, for at be- eller afkræfte oplysninger fra Zappbladet. En anden opgave bliver naturligt nok at tage kontakt med Ulrik T. Skafte. (Zappbladets redaktør) I brevet til Nike skriver informationsgruppen bl.a.:

Vi begyndte derfor at undersøge emnet og faldt bl.a. over nogle interessante oplysninger, som involverer jeres firma:

• Jeres firma vælger bevidst fabrikker i Asien for at udnytte den billige arbejdskraft

• Når arbejdsvilkår og lønforhold forbedres, flyttes firmaets fabrikation

• Arbejderne arbejder ni timer om dagen, seks dage om ugen for 50 dollars om måneden. Det vil sige, at en syerske skal arbejde to måneder for at tjene til et par af de sko, hun selv sidder og syr! Vel at mærke, hvis hun bruger hver eneste øre af sin løn….?

• Der er eksempler på, at folk bliver fyret for at kræve landets mindsteløn.

• Jeres firma inspicerer ikke underleverandørernes fabrikker, selvom I har fastsat visse regler.

Vi håber meget at modtage et brev fra jer, hvor I forhåbentlig vil forholde jer til ovenstående oplysninger

Venlig hilsen Anna og Nina 8.a

There's something rotten in the state of…

Rune og Thomas bruger deres nyerhvervede viden til at skrive og sende breve ud over Internettet. Først på dansk og så på engelsk. Det sætter både eleverne, engelsklæreren og ordbogen på alvorlige prøver. Men motivationen er høj og tværfagligheden funktionel.

Have you ever wondered why your clothes sometimes smell the first time you wear them? Are the clothes made of cotton, the reason might be that the cottonfields often get sprayed with different chemicals. Among other things you spray with a remedy, which removes the leaves from the cottonplants. The result is that it is easier to pick the cotton. Unfortunately it isn´t only the plants which get the chemicals, the cotton also absorbs it. Another reason that the clothes sometimes smell is that they get sprayed with formaldehyd (methyl alcohol) and PCP. Formaldehyd is used to prevent the clothes from getting out of form. When the clothes are about to be transported from a harbour in an Eastern country, it gets sprayed with PCP. It prevents textiles from going mouly on the trip to Europe. But simultaneously the dioxintoxic damages both your and the harbourworkers´ health. The environment also gets damage when the waste products are flushed out for instance when you have washed your clothes.

Many regards from Rune and Tomas

Rune og Tomas får både svar og gode tips fra organisationer og enkeltpersoner ikke mindst fra en amerikansk professor, der mener, at de omgås noget lemfældigt med de kemiske betegnelser.

Som en rød klud

Selvfølgelig må informationssamfundets stærkeste medie også ind i billedet. TV-gruppen består af tre elever, der skal tage kontakt med de forskellige ungdomsredaktioner: TV-Åben , Scratch og Zig Zag. De går med det samme i gang med at forberede telefonsamtalerne til TV. ”Jamen, hvis de siger nej, hvad siger vi så?” Taktikken bliver gennemdiskuteret og skrevet ned, og så er det ellers bare at komme i gang med ringeriet.

Det er de samme opgaver og diskussioner, der præger radiogruppen, som også begynder at tage kontakt udadtil. Eleverne synes, det er sjovt at ringe. De får erfaringer med at præsentere sig selv og begrunde deres ærinde. Samarbejdet er en anden tydelig gevinst. Eleverne lærer at uddelegere opgaverne, at vise hinanden tillid, og de opdager hurtigt, hvem der er bedst til en type opgave, mens andre er bedre til en anden.

Alle grupper er opstået under klassens brainstorm, men den enkelte arbejdsopgave vælger eleverne sig selv på ud fra interesse i enten indholdet eller arbejdsformen. Derfor består plakatgruppen naturligt nok af den gruppe i klassen, der elsker at tegne, klippe og klistre. Eleverne oplever her deres kreative udtryksmidler værdsat og sat ind i en naturlig sammenhæng. Ugerne går. Eleverne mødes kort i begyndelsen af lektionen for at tjekke, hvor langt de forskellige grupper er kommet, og om der er nogle beskeder eller beslutninger, alle skal være med til. Dernæst går alle selvstændigt i gang, hvor de slap sidst. Nogle elever skal skrive videre på det foredrag, som de har tænkt sig at tage ud på deres gamle skoler med.

I tæt samarbejde med denne gruppe er foldergruppen i gang med at designe forside til en folder. Folderen fortæller kortfattet om børnearbejde og de negative konsekvenser ved sprøjtning af bomuldsmarker og kommer også ind på kemisk behandling af bomuldstøj til eksport.

Verdensrum og skolerum

Skolens bibliotek bliver brugt til gruppernes selvstændige arbejde. Det er her der forberedes telefonsamtaler, ”ud-af-huset” besøg aftales, og grupper på to til tre elever sidder og samarbejder om formuleringer i de breve, der skal skrives på computer og sendes over faxen. Informationsgruppen finder man i computerrummet, hvor de uddelegerer opgaver til dem, der har afsluttet en anden opgave. Selv arbejder gruppen videre med egne opgaver. Breve og svar strømmer ind og bliver hængt op på klassens opslagstavle. Der bliver sendt takkebreve og rykket for svar fra Nike og Lee-afdelingen i Danmark. Klassen diskuterer højlydt i små grupper det underlige i, at netop de to firmaer, der efter elevernes opfattelse burde opfatte sig selv som ansvarlige, IKKE SVARER! Undren og spørgen får de glødende computertangenter til at spytte nye breve ud, nye initiativer…….

TV-Åben er interesseret i klassens projekt og TV-gruppen går i gang med at producere en videoinformation om unges tøjvaner.

Op- og nedture

De fleste projekter når en afmatningsperiode. I begyndelsen af november vurderer vi lærere, at nogle af arbejdsopgaverne er ved at ebbe ud. Videogruppen har mødt modstand i deres gruppe. Nogle af aktørerne manglede den dag, de var opsatte på at få filmet. ”Skal vi overhovedet sende noget til TV-Åben?”, spørger gruppen på klassens krisemøde. De første erfaringer med at være ude og holde foredrag bliver vendt. Diskussion om aldersmålgruppe opstår. Mange foretrækker at fortælle om deres projekt til et yngre publikum. Derfra og så til at foreslå en afrunding inden for fire uger. Vi må være gale, mener eleverne. ”Nu er vi jo lige kommet i gang”, siger flere. Alligevel kan vi se, at grupperne arbejder frem mod en afrunding. Efterhånden som de forskellige opgaver er afsluttet, klinger engagementet lidt af.

Omtanker

Vi må konkludere, at eleverne selv banede vej for at få ”liv i kludene”. De tog initiativer, dannede grupper og gik i gang. Som Anders skriver i sit forord i den projektmappe, klassen samlede til sidst med alle relevante papirer:

En dag i klassen blev vi hevet med til en udstilling, der hed ”Klodens Klude”. Den handlede om børnearbejde og sprøjtet tøj. Mig og min klasse blev meget sure, da vi hørte og så, hvordan børn arbejdede under utroligt dårlige vilkår. Det var egentlig slet ikke meningen, at vi skulle lave kampagne mod det, men til sidst blev det sådan, fordi vores lærere ikke kunne få os fra det igen.

Afslutningsvis rejser Anna følgende spørgsmål i sin konklusion:

Ville det gøre det bedre for en børneslave, hvis jeg boykottede Nike, eller ville det gøre det værre?

Hvor ligger grænsen for om bomuld er ok?

Er det vigtigt for andre mennesker, hvad jeg gør, føler og tænker?

Dette lyder måske lidt trivielt, men hvordan kan det være, at rige mennesker har så stort et ”behov” for at blive rigere? Lige meget hvad det så må koste for andre mennesker.

Er der nogen politisk grund til, at dette emne ikke er blevet taget op til overvejelse før? Eller er det bare nogle grådige og egoistiske forretningsmænd, der har ”ret” til at styre verden?

Er det nødvendigt at lægge hele sin garderobe om, og udelukkende købe øko bomuld? Eller er det okay bare at tænke over konsekvenserne af det man gør?

Ligger ansvaret lige så meget på mig som på Nike koncernen?

Har det nogen betydning, om lille jeg nu lader være med at gå i Nike sko?

Er der overhovedet nogle, der prøver at skjule noget for os, eller er det bare os, der nægter at forstå hvad der sker?

Har jeg overhovedet noget at have skulle sagt her i verden?

Nina runder sin mappe af med følgende overvejelser:

Jeg synes, det har været rigtigt spændende at arbejde med de her ting. Man får en meget bedre indsigt i, hvad der foregår rundt om i verden. Og det er godt, at vi har gjort en lille smule for at forbedre det. I politikens verden har vi også fået lidt mere indsigt, f.eks. at det ikke er helt så enkelt, som vi tror! At få vedtaget et forslag, forhandle og fastholde sine egne meninger kan være svært i så barske konfrontationer. Og oven i hatten har vi også fået lidt bedre styr på os selv, lidt mere selvtillid. En tro på der er noget, vi virkelig kan, som vi kan være stolte over og blive respekteret for. Alt i alt synes jeg, det har været utroligt godt og anderledes. Vi har selv været aktive, taget initiativerne, haft interessen med. Og det er det, der er vigtigt !

Klode 95 hæftet og Zapp kan bestilles hos MS, Borgergade 14, 1300 Kbh. K,

Tlf. 33 32 62 44, fax 33 15 62 43.



Artikler Undervisningsforløb Udsyn og omtanke	Udsyn og omtanke Af Alice Jacobsen og Carsten Skjoldborg Klode 95 og Klodens klude De to sidste uger i september dannede Den Gamle Turbinehal i Adelgade i København en flot ramme om udstillingen Klode 95. Tyve organisationer, masser af visioner, diskussioner og frustrationer var nogle af ingredienserne i den cocktail, der efter at være blevet rystet godt og grundigt gennem et år endelig materialiserede sig for øjenene af de besøgende skoleklasser. En kold regnvejrsdag i oktober drager den nye 8.a fra SPF afsted mod det indre København, alle er de i godt humør og meget spændte på, hvad der venter dem på udstillingen: KLODE 95. KLODE 95 er en udstilling, som fortæller om verdens problemer og andre kulturer, som man ellers ikke hører så meget om. Med Carsten Skjoldborg i spidsen vandrer de ind på en slags gårdsplads og videre ind til et lokale, som formodentligt indleder denne udstilling. Da der ikke rigtigt sker noget de første fem minutter, begynder klassen at blive lidt rastløs. Dette medfører, at nogle nysgerrige elever opdager en indendørs markedsplads, stoppet med alle mulige forskellige ting og sager, lige fra mad til kunstige fletninger. Det hele starter på en drengs værelse, hvor et bånd med en samtale mellem to drenge spiller i baggrunden. Samtalen handler om, at den ene har købt nogle økochips, som den anden bestemt ikke går ind for. Derefter bliver klassen ført til Klodens klude gennem drengens klædeskab. Det viser sig at være et større rum, med et lys som gør alt hvidt skrigende blåt. Det faktum morer de sig meget over. På nogle bøjler hænger der nogle blå kitler, som de skal tage på, for at de kan se, hvor meget tøjet egentligt betyder. Alle iført mørkeblå kitler går de videre ud af en ny dør, bagest i skabet og står nu i et stort lokale, fyldt med forskellige klæder, fra alle mulige lande. F.eks. er der en sælpels fra Grønland, nogle farverige, tørklædeagtige, klæder fra Afrika og en FN-uniform. Bagerst i lokalet skal der forestille at være taget en lille del af en cowboybukse fabrik, med symaskiner og halvfærdige jeans. På hegnet rundt om ”fabrikken” sidder der en knap. Hvis man trykker på den, hører man den larm, som fabrikarbejderne bliver udsat for hele arbejdsdagen. (Temmelig belastende.) Ved siden af symaskinen er der et stort kar med farve, hvori kæmpe ruller med stof bliver dyppet. På en lille plade ved siden af knappen kan man læse om, hvor giftigt det er at stå ved sådan et kar hele dagen. Man kan også læse om, at arbejderne allerede begynder at arbejde som helt små og dør i en ung alder på grund af overanstrengelse og giftige dampe. Det bliver klassen meget rystet over at læse. Men turen går videre , og nu bliver de lukket ud på verdensmarkedet, som er den markedsplads, de så i begyndelsen. Dette vækker meget interesse, og snart har de glemt alt om de dårlige arbejdsforhold. Katrine 8.a Alt i alt et spændende initiativ og en god mulighed for skolerne til at give udsyn til den 3. verden i undervisningen. Blot ærgerligt at det hele kun varede i 14 dage. Heldigvis er der i tilknytning til udstillingen udgivet hæftet Klode 95 med artikler og masser af spændende undervisningsforslag i relation til udstillingens temaer. Liv i kludene En oprørt og forarget stemning raser gennem klassen… Det er bare for meget! • Det kan man da ikke! • De sku´ ha´ nogle bank sku´ de! • Jeg køber i hvert fald aldrig et par Nike sko igen, det er helt sikkert! Det er bare nogle af de bemærkninger, der flyver gennem luften…! 8.a sidder og læser i ungdomsbladet Zapps temanummer om grøn mode og blue jeans. De har læst en artikel om, hvordan Nike sko bliver produceret, en anden om bomuld, og en tredje om en Lee fabrik i Lesotho. Og alt imens en noget forbavset lærer står og ser til, har klassen helt af sig selv sat en temmelig omfattende kampagne i gang….! Klassen summer af ivrig aktivitet, og efterhånden tegner der sig en række forskellige arbejdsgrupper, som læreren ihærdigt forsøger at få skrevet på tavlen i takt med, at elevernes forslag og ideer vokser frem. Der bliver foreslået en informationsgruppe, som skal tage sig af at skaffe mere materialer, artikler, baggrundsstof. Alle kan så henvende sig til gruppen og søge yderligere information. Gruppen påtager sig også at skrive til både Nike og Lee´s afdelinger i Danmark, for at be- eller afkræfte oplysninger fra Zappbladet. En anden opgave bliver naturligt nok at tage kontakt med Ulrik T. Skafte. (Zappbladets redaktør) I brevet til Nike skriver informationsgruppen bl.a.: Vi begyndte derfor at undersøge emnet og faldt bl.a. over nogle interessante oplysninger, som involverer jeres firma: • Jeres firma vælger bevidst fabrikker i Asien for at udnytte den billige arbejdskraft • Når arbejdsvilkår og lønforhold forbedres, flyttes firmaets fabrikation • Arbejderne arbejder ni timer om dagen, seks dage om ugen for 50 dollars om måneden. Det vil sige, at en syerske skal arbejde to måneder for at tjene til et par af de sko, hun selv sidder og syr! Vel at mærke, hvis hun bruger hver eneste øre af sin løn….? • Der er eksempler på, at folk bliver fyret for at kræve landets mindsteløn. • Jeres firma inspicerer ikke underleverandørernes fabrikker, selvom I har fastsat visse regler. Vi håber meget at modtage et brev fra jer, hvor I forhåbentlig vil forholde jer til ovenstående oplysninger Venlig hilsen Anna og Nina 8.a There's something rotten in the state of… Rune og Thomas bruger deres nyerhvervede viden til at skrive og sende breve ud over Internettet. Først på dansk og så på engelsk. Det sætter både eleverne, engelsklæreren og ordbogen på alvorlige prøver. Men motivationen er høj og tværfagligheden funktionel. Have you ever wondered why your clothes sometimes smell the first time you wear them? Are the clothes made of cotton, the reason might be that the cottonfields often get sprayed with different chemicals. Among other things you spray with a remedy, which removes the leaves from the cottonplants. The result is that it is easier to pick the cotton. Unfortunately it isn´t only the plants which get the chemicals, the cotton also absorbs it. Another reason that the clothes sometimes smell is that they get sprayed with formaldehyd (methyl alcohol) and PCP. Formaldehyd is used to prevent the clothes from getting out of form. When the clothes are about to be transported from a harbour in an Eastern country, it gets sprayed with PCP. It prevents textiles from going mouly on the trip to Europe. But simultaneously the dioxintoxic damages both your and the harbourworkers´ health. The environment also gets damage when the waste products are flushed out for instance when you have washed your clothes. Many regards from Rune and Tomas Rune og Tomas får både svar og gode tips fra organisationer og enkeltpersoner ikke mindst fra en amerikansk professor, der mener, at de omgås noget lemfældigt med de kemiske betegnelser. Som en rød klud Selvfølgelig må informationssamfundets stærkeste medie også ind i billedet. TV-gruppen består af tre elever, der skal tage kontakt med de forskellige ungdomsredaktioner: TV-Åben , Scratch og Zig Zag. De går med det samme i gang med at forberede telefonsamtalerne til TV. ”Jamen, hvis de siger nej, hvad siger vi så?” Taktikken bliver gennemdiskuteret og skrevet ned, og så er det ellers bare at komme i gang med ringeriet. Det er de samme opgaver og diskussioner, der præger radiogruppen, som også begynder at tage kontakt udadtil. Eleverne synes, det er sjovt at ringe. De får erfaringer med at præsentere sig selv og begrunde deres ærinde. Samarbejdet er en anden tydelig gevinst. Eleverne lærer at uddelegere opgaverne, at vise hinanden tillid, og de opdager hurtigt, hvem der er bedst til en type opgave, mens andre er bedre til en anden. Alle grupper er opstået under klassens brainstorm, men den enkelte arbejdsopgave vælger eleverne sig selv på ud fra interesse i enten indholdet eller arbejdsformen. Derfor består plakatgruppen naturligt nok af den gruppe i klassen, der elsker at tegne, klippe og klistre. Eleverne oplever her deres kreative udtryksmidler værdsat og sat ind i en naturlig sammenhæng. Ugerne går. Eleverne mødes kort i begyndelsen af lektionen for at tjekke, hvor langt de forskellige grupper er kommet, og om der er nogle beskeder eller beslutninger, alle skal være med til. Dernæst går alle selvstændigt i gang, hvor de slap sidst. Nogle elever skal skrive videre på det foredrag, som de har tænkt sig at tage ud på deres gamle skoler med. I tæt samarbejde med denne gruppe er foldergruppen i gang med at designe forside til en folder. Folderen fortæller kortfattet om børnearbejde og de negative konsekvenser ved sprøjtning af bomuldsmarker og kommer også ind på kemisk behandling af bomuldstøj til eksport. Verdensrum og skolerum Skolens bibliotek bliver brugt til gruppernes selvstændige arbejde. Det er her der forberedes telefonsamtaler, ”ud-af-huset” besøg aftales, og grupper på to til tre elever sidder og samarbejder om formuleringer i de breve, der skal skrives på computer og sendes over faxen. Informationsgruppen finder man i computerrummet, hvor de uddelegerer opgaver til dem, der har afsluttet en anden opgave. Selv arbejder gruppen videre med egne opgaver. Breve og svar strømmer ind og bliver hængt op på klassens opslagstavle. Der bliver sendt takkebreve og rykket for svar fra Nike og Lee-afdelingen i Danmark. Klassen diskuterer højlydt i små grupper det underlige i, at netop de to firmaer, der efter elevernes opfattelse burde opfatte sig selv som ansvarlige, IKKE SVARER! Undren og spørgen får de glødende computertangenter til at spytte nye breve ud, nye initiativer……. TV-Åben er interesseret i klassens projekt og TV-gruppen går i gang med at producere en videoinformation om unges tøjvaner. Op- og nedture De fleste projekter når en afmatningsperiode. I begyndelsen af november vurderer vi lærere, at nogle af arbejdsopgaverne er ved at ebbe ud. Videogruppen har mødt modstand i deres gruppe. Nogle af aktørerne manglede den dag, de var opsatte på at få filmet. ”Skal vi overhovedet sende noget til TV-Åben?”, spørger gruppen på klassens krisemøde. De første erfaringer med at være ude og holde foredrag bliver vendt. Diskussion om aldersmålgruppe opstår. Mange foretrækker at fortælle om deres projekt til et yngre publikum. Derfra og så til at foreslå en afrunding inden for fire uger. Vi må være gale, mener eleverne. ”Nu er vi jo lige kommet i gang”, siger flere. Alligevel kan vi se, at grupperne arbejder frem mod en afrunding. Efterhånden som de forskellige opgaver er afsluttet, klinger engagementet lidt af. Omtanker Vi må konkludere, at eleverne selv banede vej for at få ”liv i kludene”. De tog initiativer, dannede grupper og gik i gang. Som Anders skriver i sit forord i den projektmappe, klassen samlede til sidst med alle relevante papirer: En dag i klassen blev vi hevet med til en udstilling, der hed ”Klodens Klude”. Den handlede om børnearbejde og sprøjtet tøj. Mig og min klasse blev meget sure, da vi hørte og så, hvordan børn arbejdede under utroligt dårlige vilkår. Det var egentlig slet ikke meningen, at vi skulle lave kampagne mod det, men til sidst blev det sådan, fordi vores lærere ikke kunne få os fra det igen. Afslutningsvis rejser Anna følgende spørgsmål i sin konklusion: Ville det gøre det bedre for en børneslave, hvis jeg boykottede Nike, eller ville det gøre det værre? Hvor ligger grænsen for om bomuld er ok? Er det vigtigt for andre mennesker, hvad jeg gør, føler og tænker? Dette lyder måske lidt trivielt, men hvordan kan det være, at rige mennesker har så stort et ”behov” for at blive rigere? Lige meget hvad det så må koste for andre mennesker. Er der nogen politisk grund til, at dette emne ikke er blevet taget op til overvejelse før? Eller er det bare nogle grådige og egoistiske forretningsmænd, der har ”ret” til at styre verden? Er det nødvendigt at lægge hele sin garderobe om, og udelukkende købe øko bomuld? Eller er det okay bare at tænke over konsekvenserne af det man gør? Ligger ansvaret lige så meget på mig som på Nike koncernen? Har det nogen betydning, om lille jeg nu lader være med at gå i Nike sko? Er der overhovedet nogle, der prøver at skjule noget for os, eller er det bare os, der nægter at forstå hvad der sker? Har jeg overhovedet noget at have skulle sagt her i verden? Nina runder sin mappe af med følgende overvejelser: Jeg synes, det har været rigtigt spændende at arbejde med de her ting. Man får en meget bedre indsigt i, hvad der foregår rundt om i verden. Og det er godt, at vi har gjort en lille smule for at forbedre det. I politikens verden har vi også fået lidt mere indsigt, f.eks. at det ikke er helt så enkelt, som vi tror! At få vedtaget et forslag, forhandle og fastholde sine egne meninger kan være svært i så barske konfrontationer. Og oven i hatten har vi også fået lidt bedre styr på os selv, lidt mere selvtillid. En tro på der er noget, vi virkelig kan, som vi kan være stolte over og blive respekteret for. Alt i alt synes jeg, det har været utroligt godt og anderledes. Vi har selv været aktive, taget initiativerne, haft interessen med. Og det er det, der er vigtigt ! Klode 95 hæftet og Zapp kan bestilles hos MS, Borgergade 14, 1300 Kbh. K, Tlf. 33 32 62 44, fax 33 15 62 43.

.