En verden af muligheder

Indsigt

Af David Munis, Marianne Munis og Carsten Skjoldborg

Spiller du en rolle?

Mange elever har haft en bestemt rolle i deres gamle klasse, en rolle de ofte ønsker at frigøre sig fra i forbindelse med skoleskiftet. En måde at hjælpe med det på kan være at bede eleverne om ar præsentere en stærk side:

En stærk side

I den kommende periode skal I hver især fortælle om og demonstrere en af jeres stærke sider for jeres kammerater. Måske er du ekspert i bulgarsk folkedans. Måske er du vældig god til at lappe cykel, eller måske dyrker du japansk kampsport. For at gøre din præsentation så spændende og varieret som mulig, må du gerne medbringe rekvisitter, tegne på tavlen, bruge transparenter, spille, synge, danse eller hvad der nu ellers passer til din stærke side. Eleverne har så lang tid til rådighed, som de ønsker, til deres præsentation. I praksis vil det sige 10-30 minutter afhængig af spørgelysten hos kammeraterne. Ca. 3 indlæg om dagen er passende, hvis koncentrationen skal bevares. Øvelsen giver eleverne mulighed for at fortælle om noget, de er gode til. Ofte vil det være hidtil ukendte områder, der kommer på banen, områder der kan være med til at nuancere elevernes opfattelse af hinanden. Samtidig er det selvfølgelig en øvelse i at stå frem og præsenterer et stof for et publikum på en spændende og engagerende måde. Endelig er det en øvelse i at give og modtage kritik, idet hvert indlæg efterfølges af kommentarer fra klassen. Hvad var godt, hvad kunne have været bedre? For nogle elever kan det i første omgang være svært at finde en stærk side. Men en samtale med den enkelte om interesser og fritidsaktiviteter vil ofte bringe noget på banen. Eksempelvis afslørede en samtale, at en elev gik til keramik på ungdomsskolen, og at hun da forresten var ganske god til det. Hendes fremlæggelse var så spændende og inspirerende, at flere piger i klassen nu er begyndt til keramik. Fremlæggelserne foregår over ca. 14 dage. Samtidig går vi i gang med samvær og venskab. Det er vigtigt, at eleverne bliver bevidste om og fortæller hinanden, hvad der kendetegner en god og en dårlig kammerat.

Venskab i krogene

Indledningsvis får eleverne spørgsmålet:

Hvad værdsætter du mest hos en ven? Der er fire mulige svar:

• Man kan tale om alt

• Man har samme interesser

• Man kan grine sammen

• Åbent hjørne

Hvert hjørne i lokalet repræsenterer et af svarene. Eleverne vælger nu hver især det udsagn, de synes er vigtigst, og stiller sig i det hjørne af lokalet, der hører til udsagnet. Hvis de ikke kan bruge et af de tre første svar, stiller de sig i det åbne hjørne. Derefter er opgaven at tale sammen i hjørnerne om, hvorfor man har valgt netop dette udsagn. I det åbne hjørne fortæller eleverne hinanden, hvad de synes er det vigtigste hos en ven. Endelig argumenterer grupperne i plenum for, hvorfor de har valgt netop dette udsagn.

I næste fase får eleverne spørgsmålet:

Hvordan hader du at blive behandlet af dine venner – hvad er værst at blive udsat for?

• De lyver eller spreder falske rygter om dig

• Du bliver altid mødt med nedladende kritik

• De svigter dig

• Åbent hjørne

Fremgangsmåden er den samme som sidst, dog skal eleverne i hvert hjørne denne gang forberede et lille spil, der beskriver en konflikt, de har deltaget i eller har kendskab til. Spillet skal opføres for resten af klassen. Første gang er klassen tilskuere, men i næste omgang kan de gribe aktivt ind, skifte en skuespiller ud og spille et ændringsforslag, der kan bidrage til at løse den skitserede konflikt. Hensigten er, at eleverne bliver bevidste om, hvad det vil sige at være en god ven, og hvornår de føler sig dårligt behandlet. Ordet mobning bliver ikke på noget tidspunkt nævnt i forbindelse med oplægget, men diskussionerne i forbindelse med spillene udvikler sig hurtigt til beskrivelser af situationer, hvor eleverne selv er blevet mobbet eller har været med til at mobbe andre.

Grimme ællinger og tykke drenge

Da elevernes interesse og optagethed går i retning af mobning, er det oplagt at læse ”Den grimme ælling” af H.C. Andersen og ”Tykke” af Morten Nielsen. I den efterfølgende samtale kan vi ikke undgå at komme ind på arv og miljø og diskutere, om det realistisk, at ”Tykke” som voksen reagerede så voldsomt på den mobning, han havde været udsat for som barn. De fleste mener, at noget lignende sagtens kan finde sted i virkeligheden. Herfra glider diskussionen naturligt over på elevernes egne erfaringer med mobning. Afslutningsvis kommer vi ind på følgende spørgsmål:

Er vi altid klar over, hvor meget vi kan komme til at såre andre, og over hvor stor en rolle vi nogle gange spiller i hinandens liv ofte uden at være klar over det? Hvornår er vi medløbere, og hvornår siger vi fra over for egen og andres urimelige opførsel .

Civil courage – Dragen og bomben

Det at sige fra – civil courage – er temaet i Marta Christensen novelle Dragen.

En ny dreng i klassen har udvalgt fire andre til sine tro væbnere, som han kan få til stort set hvad som helst. Men en dag går han for vidt, da han vil have de andre til at brænde to små drenges hytte af, og én efter én siger de fire fra. Tilbage står en ynkelig, usikker ganske almindelig lille dreng.

I stedet for umiddelbart at analysere novellen får eleverne på delehold følgende opgave:

De to små drenge blev så bange, at de fortalte det hele til inspektøren. Han har nu indkaldt skolepsykologen, sundhedsplejersken, socialrådgiveren, SSP–konsulenten og lærerrådsformanden til en samtale med de fire rødder. Opgaven er at finde ud af, hvad det er, der er sket, og hvorfor det er sket? Hvad er drengenes baggrund? Hvorfor har de opført sig så tåbeligt?

Pigerne er behandlerne, drengene er rødderne. De går hvert til sit, fordeler rollerne mellem sig og forbereder sig på samtalen.

Resultatet er over al forventning. Pigerne går virkelig til sagen og til de stakkels drenge, som forsvarer sig det bedste, de har lært og forsøger at leve sig ind i de personer, de har fået til opgave at være.

Indlevelsen, følelserne, fantasien giver basis for en anden forståelse end en ren intellektuel tolkning af teksten. Hvad er det på det personlige plan, der får drengene til at sige fra over for de åbenbare urimeligheder, de bliver bedt om at udføre?

Hvad er det, der får dem til at vise civil courage?

Dagen før har Frankrig sprængt den første a-bombe på Moruroa. Det er umuligt at undgå at drage parallellen. Hvis vi kan sige fra på det personlige plan, hvilke muligheder er der så på det samfundsmæssige niveau? Greenpeace-aktioner, boykot af franske varer, oprør på Tahiti… elevernes engagement og interesse er stor. Hvad er det med de a-våben, hvad skal de bruges til? Der er basis for rids af historien fra slutningen af 2.verdenskrig, Hiroshima, delingen i Øst og Vest, Den kolde Krig, murens fald og tilbage til enkeltpersoners mulighed for at spille en rolle på forskellige niveauer. På den måde lykkes det at koble indsigt i egne reaktioner og følelser med udsyn til det globale og samfundsmæssige plan.

Elevernes rolle som samfundsborgere og indflydelse på det samfundsmæssige plan er også temaet for det politiske spil, David arbejder med i nogle af timerne:

Det er dit valg

Den overordnede idé med projektet ”Politisk spil” er at give eleverne et indblik i, hvordan det politiske system fungerer i Danmark, samtidig med at de selv i praksis skal opleve, hvordan indflydelse i høj grad er afhængig af evnen til at samarbejde og opnå enighed. Som en slags appetitvækker begynder forløbet med et prøvevalg, hvilket giver anledning til en heftig diskussion. For at give diskussionen et mere konkret indhold og koble elevernes interesse og engagement til det efterfølgende politiske spil, får de herefter udleveret kortere forenklede uddrag af forskellige partipolitiske programmer. Ud fra stemmesedlerne fra prøvevalget bliver eleverne efterfølgende inddelt i partigrupper, som hver tildeles en vis procentdel af ”vælgernes” tilslutning. Partigrupperne bliver lavet således, at eleverne kommer i partier, de ikke stemte på ved prøvevalget. Hensigten er at få dem til at spille en rolle og repræsentere synspunkter, som er forskellige fra deres personlige holdninger, og derved øge deres forståelse for værdien af andres meninger. Selve spillet forløber således, at jeg medbringer udklip med politiske udtalelser og forslag fra dagspressen. De enkelte partigrupper skal præsentere forslagene som deres egne for resten af klassen, som i den anledning er lavet om til en slags parlament. Herefter er det den pågældende partigruppes opgave at forsøge at nå til enighed med en så stor del af de øvrige partigrupper, at forslaget opnår tilstrækkelig opbakning (51% af partiernes stemmer) til at blive vedtaget. Partigrupperne bliver efterfølgende fra gang til gang belønnet eller straffet med en stigende eller faldende vælgertilslutning/procentandel, på baggrund af:

1) Præsentation af forslaget

2) Overensstemmelse mellem stemmeafgivelse og politik. (Således ville f.eks. denne konservative partigruppe blive straffet, hvis den stemte for besparelser på forsvaret, mens f.eks. SF-gruppen ville blive belønnet for et lignende initiativ)

3) Evne til at overbevise politiske modstandere og indgå kompromisser på eget initiativ. Især konkurrenceelementet og kontinuerlig evaluering af partigrupperne kan virkelig bringe sindene i kog, og motivationen når nye højder i nogle i af grupperne, da det går op for dem, at samarbejde, forhandling og engageret deltagelse bliver belønnet med fremgang for ”partiet”. Dermed øges muligheden for at blive et af de partier, som de andre gerne vil have fat i, når de skal have vedtaget det næste forslag. På trods af at projektet af praktiske grunde kun kan løbe over en kortere periode, får eleverne med deres forskellige baggrunde mulighed for at reflektere over egne holdninger ved ”learning by doing”. Samtidig får de et indblik i, hvordan disse holdninger passer ind i det etablerede politiske system. På det personlige plan resulterer projektet forhåbentligt i, at eleverne bliver forberedt til at spille en aktiv rolle i det samfund, som de er en del af.

Af med kludene

Marianne vender tilbage til det personlige plan ved at undersøge, hvilken rolle tøjet spiller for selvværd og identitet:

For at få 8.a til at gøre sig overvejelser om og diskutere dette spørgsmål startede jeg med en lille provokation. I et frikvarter, ti minutter før dagens sidste dobbeltlektion, fik jeg fat i tre piger fra klassen med ret forskelligt udseende. Jeg trak dem uden for andre kammeraters syns- og hørevidde. Ville de være med på en spøg? Ja! Diskret sneg pigerne sig ind i skolens bevægerum. Opgaven var at bytte tøj, dvs. at bruge og blande diverse klædningsstykker og tilbehør på nye måder. For den enkelte handlede det om ikke at have sit eget tøj på. Herefter skulle de tre mannequiner gøre deres entre i klasseværelset, når alle kammeraterne var samlet. Dér stod de så, parat til klassens reaktion. Der kom straks diverse spontane udbrud, men læreren havde på forhånd besluttet en fremgangsmåde: Først skulle de tre piger selv have lov at udtale sig om deres nye dress. Dernæst kunne kammeraterne komme til orde med deres synspunkter. Følgende blev hurtigt slået fast: Der var noget tøj, de involverede følte sig hjemme i, og noget som ”absolut ikke var dem”. Der var ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem det, den enkelte pige følte sig tilpas i, og det, som kammeraterne syntes klædte hende.

Alle har i større eller mindre grad tillagt sig en tøjstil, som skal fortælle omgivelserne et eller andet om den person, der bærer tøjet. Tøjet er en slags kommunikations-middel. Der er flere forhold, som er med til at bestemme den enkeltes tøjvalg f.eks. kammeratsskabsgruppe, mode, økonomi, musik og fritidsinteresser. Tøj har at gøre med selvopfattelse og kan styrke selvtilliden, men selvværdet sidder ikke i tøjet alene. Nogle af drengene havde lyst til at prøve denne lille tøjbytningsøvelse. Det bragte debatten videre at drengenes fysiske statur var meget forskellig. Der blev talt livligt om, hvad der klædte hvem, hvorfor han kunne bruge den ene farve og ikke den anden, hvilket snit, linier, former, der gjorde hvad o.s.v. Der var mange piger, som havde mange ord om og temmelig velovervejede synspunkter på drenges og mænds påklædning. I drengegruppen var der også klare holdninger, men måske lidt færre som tillagde tøj så afgørende en betydning, som pigerne gjorde. Nogen vil sikkert mene, at dette er ganske karakteristiske træk ved de to køn, også i voksenalderen. Undervejs fik nogle af de ivrigste lov til at forsøge sig som stylister og klæde kammerater på med det forhåndenværende tøj. Som afslutning på disse lektioner kastede samtlige elever, som havde lyst, sig ud i det store tøjbytningsorgie. Det foregik i kønsadskilte grupper, men både piger og drenge var nysgerrige efter at se, hvad modparten gjorde. Klassen fik en opgave som hjemmearbejde til næste gang:

Find i blade, aviser og på andre billeder noget tøj, som du synes er rigtigt fedt. Tegn det eller riv/klip det ud og medbring en skitse eller collage af det tøj, som bare lige er dig, altså dig selv i din ønskepåklædning. Forbered dig desuden på at skulle forklare, hvorfor netop dette er dit drømmetøj .

Ugen efter fortsatte samtalerne om tøj og identitet. Vi drøftede emner som mediernes og modens betydning, forbilleder, økonomi og forældreholdninger. Endnu et eksperiment indgik:

Find derhjemme noget tøj, som du normalt overhovedet ikke ville tage på. Tag det med – og på i vore næste timer.

Det blev til endnu en samtale om smag, stil m.m. For nogle var det herligt at være hæslig, andre blev generte og lidt usikre i grimt tøj, men snakken gik livligt, og mange fortalte om forfærdelige klude, de havde haft på. Tidligere års tøjstil fik nogle ord med på vejen. Også forældrenes ungdomsmode blev kommenteret.

Tredje runde foregik som en rundkredssamtale. Vi løftede blikket fra egen navle, danske teenageres tøjstil og bevidsthed og nærmede os nogle problemstillinger af mere global dimension. Hvilke funktioner har tøj under andre himmelstrøg, og hvad er sammenhængen mellem vores brug og forbrug af tøj og vilkår i andre verdensdele?

Herefter var klassen ved at være klædt på til drage ud i verden og prøve klodens klude på udstillingen Klode 95.



Artikler Undervisningsforløb Indsigt	Indsigt Af David Munis, Marianne Munis og Carsten Skjoldborg Spiller du en rolle? Mange elever har haft en bestemt rolle i deres gamle klasse, en rolle de ofte ønsker at frigøre sig fra i forbindelse med skoleskiftet. En måde at hjælpe med det på kan være at bede eleverne om ar præsentere en stærk side: En stærk side I den kommende periode skal I hver især fortælle om og demonstrere en af jeres stærke sider for jeres kammerater. Måske er du ekspert i bulgarsk folkedans. Måske er du vældig god til at lappe cykel, eller måske dyrker du japansk kampsport. For at gøre din præsentation så spændende og varieret som mulig, må du gerne medbringe rekvisitter, tegne på tavlen, bruge transparenter, spille, synge, danse eller hvad der nu ellers passer til din stærke side. Eleverne har så lang tid til rådighed, som de ønsker, til deres præsentation. I praksis vil det sige 10-30 minutter afhængig af spørgelysten hos kammeraterne. Ca. 3 indlæg om dagen er passende, hvis koncentrationen skal bevares. Øvelsen giver eleverne mulighed for at fortælle om noget, de er gode til. Ofte vil det være hidtil ukendte områder, der kommer på banen, områder der kan være med til at nuancere elevernes opfattelse af hinanden. Samtidig er det selvfølgelig en øvelse i at stå frem og præsenterer et stof for et publikum på en spændende og engagerende måde. Endelig er det en øvelse i at give og modtage kritik, idet hvert indlæg efterfølges af kommentarer fra klassen. Hvad var godt, hvad kunne have været bedre? For nogle elever kan det i første omgang være svært at finde en stærk side. Men en samtale med den enkelte om interesser og fritidsaktiviteter vil ofte bringe noget på banen. Eksempelvis afslørede en samtale, at en elev gik til keramik på ungdomsskolen, og at hun da forresten var ganske god til det. Hendes fremlæggelse var så spændende og inspirerende, at flere piger i klassen nu er begyndt til keramik. Fremlæggelserne foregår over ca. 14 dage. Samtidig går vi i gang med samvær og venskab. Det er vigtigt, at eleverne bliver bevidste om og fortæller hinanden, hvad der kendetegner en god og en dårlig kammerat. Venskab i krogene Indledningsvis får eleverne spørgsmålet: Hvad værdsætter du mest hos en ven? Der er fire mulige svar: • Man kan tale om alt • Man har samme interesser • Man kan grine sammen • Åbent hjørne Hvert hjørne i lokalet repræsenterer et af svarene. Eleverne vælger nu hver især det udsagn, de synes er vigtigst, og stiller sig i det hjørne af lokalet, der hører til udsagnet. Hvis de ikke kan bruge et af de tre første svar, stiller de sig i det åbne hjørne. Derefter er opgaven at tale sammen i hjørnerne om, hvorfor man har valgt netop dette udsagn. I det åbne hjørne fortæller eleverne hinanden, hvad de synes er det vigtigste hos en ven. Endelig argumenterer grupperne i plenum for, hvorfor de har valgt netop dette udsagn. I næste fase får eleverne spørgsmålet: Hvordan hader du at blive behandlet af dine venner – hvad er værst at blive udsat for? • De lyver eller spreder falske rygter om dig • Du bliver altid mødt med nedladende kritik • De svigter dig • Åbent hjørne Fremgangsmåden er den samme som sidst, dog skal eleverne i hvert hjørne denne gang forberede et lille spil, der beskriver en konflikt, de har deltaget i eller har kendskab til. Spillet skal opføres for resten af klassen. Første gang er klassen tilskuere, men i næste omgang kan de gribe aktivt ind, skifte en skuespiller ud og spille et ændringsforslag, der kan bidrage til at løse den skitserede konflikt. Hensigten er, at eleverne bliver bevidste om, hvad det vil sige at være en god ven, og hvornår de føler sig dårligt behandlet. Ordet mobning bliver ikke på noget tidspunkt nævnt i forbindelse med oplægget, men diskussionerne i forbindelse med spillene udvikler sig hurtigt til beskrivelser af situationer, hvor eleverne selv er blevet mobbet eller har været med til at mobbe andre. Grimme ællinger og tykke drenge Da elevernes interesse og optagethed går i retning af mobning, er det oplagt at læse ”Den grimme ælling” af H.C. Andersen og ”Tykke” af Morten Nielsen. I den efterfølgende samtale kan vi ikke undgå at komme ind på arv og miljø og diskutere, om det realistisk, at ”Tykke” som voksen reagerede så voldsomt på den mobning, han havde været udsat for som barn. De fleste mener, at noget lignende sagtens kan finde sted i virkeligheden. Herfra glider diskussionen naturligt over på elevernes egne erfaringer med mobning. Afslutningsvis kommer vi ind på følgende spørgsmål: Er vi altid klar over, hvor meget vi kan komme til at såre andre, og over hvor stor en rolle vi nogle gange spiller i hinandens liv ofte uden at være klar over det? Hvornår er vi medløbere, og hvornår siger vi fra over for egen og andres urimelige opførsel . Civil courage – Dragen og bomben Det at sige fra – civil courage – er temaet i Marta Christensen novelle Dragen. En ny dreng i klassen har udvalgt fire andre til sine tro væbnere, som han kan få til stort set hvad som helst. Men en dag går han for vidt, da han vil have de andre til at brænde to små drenges hytte af, og én efter én siger de fire fra. Tilbage står en ynkelig, usikker ganske almindelig lille dreng. I stedet for umiddelbart at analysere novellen får eleverne på delehold følgende opgave: De to små drenge blev så bange, at de fortalte det hele til inspektøren. Han har nu indkaldt skolepsykologen, sundhedsplejersken, socialrådgiveren, SSP–konsulenten og lærerrådsformanden til en samtale med de fire rødder. Opgaven er at finde ud af, hvad det er, der er sket, og hvorfor det er sket? Hvad er drengenes baggrund? Hvorfor har de opført sig så tåbeligt? Pigerne er behandlerne, drengene er rødderne. De går hvert til sit, fordeler rollerne mellem sig og forbereder sig på samtalen. Resultatet er over al forventning. Pigerne går virkelig til sagen og til de stakkels drenge, som forsvarer sig det bedste, de har lært og forsøger at leve sig ind i de personer, de har fået til opgave at være. Indlevelsen, følelserne, fantasien giver basis for en anden forståelse end en ren intellektuel tolkning af teksten. Hvad er det på det personlige plan, der får drengene til at sige fra over for de åbenbare urimeligheder, de bliver bedt om at udføre? Hvad er det, der får dem til at vise civil courage? Dagen før har Frankrig sprængt den første a-bombe på Moruroa. Det er umuligt at undgå at drage parallellen. Hvis vi kan sige fra på det personlige plan, hvilke muligheder er der så på det samfundsmæssige niveau? Greenpeace-aktioner, boykot af franske varer, oprør på Tahiti… elevernes engagement og interesse er stor. Hvad er det med de a-våben, hvad skal de bruges til? Der er basis for rids af historien fra slutningen af 2.verdenskrig, Hiroshima, delingen i Øst og Vest, Den kolde Krig, murens fald og tilbage til enkeltpersoners mulighed for at spille en rolle på forskellige niveauer. På den måde lykkes det at koble indsigt i egne reaktioner og følelser med udsyn til det globale og samfundsmæssige plan. Elevernes rolle som samfundsborgere og indflydelse på det samfundsmæssige plan er også temaet for det politiske spil, David arbejder med i nogle af timerne: Det er dit valg Den overordnede idé med projektet ”Politisk spil” er at give eleverne et indblik i, hvordan det politiske system fungerer i Danmark, samtidig med at de selv i praksis skal opleve, hvordan indflydelse i høj grad er afhængig af evnen til at samarbejde og opnå enighed. Som en slags appetitvækker begynder forløbet med et prøvevalg, hvilket giver anledning til en heftig diskussion. For at give diskussionen et mere konkret indhold og koble elevernes interesse og engagement til det efterfølgende politiske spil, får de herefter udleveret kortere forenklede uddrag af forskellige partipolitiske programmer. Ud fra stemmesedlerne fra prøvevalget bliver eleverne efterfølgende inddelt i partigrupper, som hver tildeles en vis procentdel af ”vælgernes” tilslutning. Partigrupperne bliver lavet således, at eleverne kommer i partier, de ikke stemte på ved prøvevalget. Hensigten er at få dem til at spille en rolle og repræsentere synspunkter, som er forskellige fra deres personlige holdninger, og derved øge deres forståelse for værdien af andres meninger. Selve spillet forløber således, at jeg medbringer udklip med politiske udtalelser og forslag fra dagspressen. De enkelte partigrupper skal præsentere forslagene som deres egne for resten af klassen, som i den anledning er lavet om til en slags parlament. Herefter er det den pågældende partigruppes opgave at forsøge at nå til enighed med en så stor del af de øvrige partigrupper, at forslaget opnår tilstrækkelig opbakning (51% af partiernes stemmer) til at blive vedtaget. Partigrupperne bliver efterfølgende fra gang til gang belønnet eller straffet med en stigende eller faldende vælgertilslutning/procentandel, på baggrund af: 1) Præsentation af forslaget 2) Overensstemmelse mellem stemmeafgivelse og politik. (Således ville f.eks. denne konservative partigruppe blive straffet, hvis den stemte for besparelser på forsvaret, mens f.eks. SF-gruppen ville blive belønnet for et lignende initiativ) 3) Evne til at overbevise politiske modstandere og indgå kompromisser på eget initiativ. Især konkurrenceelementet og kontinuerlig evaluering af partigrupperne kan virkelig bringe sindene i kog, og motivationen når nye højder i nogle i af grupperne, da det går op for dem, at samarbejde, forhandling og engageret deltagelse bliver belønnet med fremgang for ”partiet”. Dermed øges muligheden for at blive et af de partier, som de andre gerne vil have fat i, når de skal have vedtaget det næste forslag. På trods af at projektet af praktiske grunde kun kan løbe over en kortere periode, får eleverne med deres forskellige baggrunde mulighed for at reflektere over egne holdninger ved ”learning by doing”. Samtidig får de et indblik i, hvordan disse holdninger passer ind i det etablerede politiske system. På det personlige plan resulterer projektet forhåbentligt i, at eleverne bliver forberedt til at spille en aktiv rolle i det samfund, som de er en del af. Af med kludene Marianne vender tilbage til det personlige plan ved at undersøge, hvilken rolle tøjet spiller for selvværd og identitet: For at få 8.a til at gøre sig overvejelser om og diskutere dette spørgsmål startede jeg med en lille provokation. I et frikvarter, ti minutter før dagens sidste dobbeltlektion, fik jeg fat i tre piger fra klassen med ret forskelligt udseende. Jeg trak dem uden for andre kammeraters syns- og hørevidde. Ville de være med på en spøg? Ja! Diskret sneg pigerne sig ind i skolens bevægerum. Opgaven var at bytte tøj, dvs. at bruge og blande diverse klædningsstykker og tilbehør på nye måder. For den enkelte handlede det om ikke at have sit eget tøj på. Herefter skulle de tre mannequiner gøre deres entre i klasseværelset, når alle kammeraterne var samlet. Dér stod de så, parat til klassens reaktion. Der kom straks diverse spontane udbrud, men læreren havde på forhånd besluttet en fremgangsmåde: Først skulle de tre piger selv have lov at udtale sig om deres nye dress. Dernæst kunne kammeraterne komme til orde med deres synspunkter. Følgende blev hurtigt slået fast: Der var noget tøj, de involverede følte sig hjemme i, og noget som ”absolut ikke var dem”. Der var ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem det, den enkelte pige følte sig tilpas i, og det, som kammeraterne syntes klædte hende. Alle har i større eller mindre grad tillagt sig en tøjstil, som skal fortælle omgivelserne et eller andet om den person, der bærer tøjet. Tøjet er en slags kommunikations-middel. Der er flere forhold, som er med til at bestemme den enkeltes tøjvalg f.eks. kammeratsskabsgruppe, mode, økonomi, musik og fritidsinteresser. Tøj har at gøre med selvopfattelse og kan styrke selvtilliden, men selvværdet sidder ikke i tøjet alene. Nogle af drengene havde lyst til at prøve denne lille tøjbytningsøvelse. Det bragte debatten videre at drengenes fysiske statur var meget forskellig. Der blev talt livligt om, hvad der klædte hvem, hvorfor han kunne bruge den ene farve og ikke den anden, hvilket snit, linier, former, der gjorde hvad o.s.v. Der var mange piger, som havde mange ord om og temmelig velovervejede synspunkter på drenges og mænds påklædning. I drengegruppen var der også klare holdninger, men måske lidt færre som tillagde tøj så afgørende en betydning, som pigerne gjorde. Nogen vil sikkert mene, at dette er ganske karakteristiske træk ved de to køn, også i voksenalderen. Undervejs fik nogle af de ivrigste lov til at forsøge sig som stylister og klæde kammerater på med det forhåndenværende tøj. Som afslutning på disse lektioner kastede samtlige elever, som havde lyst, sig ud i det store tøjbytningsorgie. Det foregik i kønsadskilte grupper, men både piger og drenge var nysgerrige efter at se, hvad modparten gjorde. Klassen fik en opgave som hjemmearbejde til næste gang: Find i blade, aviser og på andre billeder noget tøj, som du synes er rigtigt fedt. Tegn det eller riv/klip det ud og medbring en skitse eller collage af det tøj, som bare lige er dig, altså dig selv i din ønskepåklædning. Forbered dig desuden på at skulle forklare, hvorfor netop dette er dit drømmetøj . Ugen efter fortsatte samtalerne om tøj og identitet. Vi drøftede emner som mediernes og modens betydning, forbilleder, økonomi og forældreholdninger. Endnu et eksperiment indgik: Find derhjemme noget tøj, som du normalt overhovedet ikke ville tage på. Tag det med – og på i vore næste timer. Det blev til endnu en samtale om smag, stil m.m. For nogle var det herligt at være hæslig, andre blev generte og lidt usikre i grimt tøj, men snakken gik livligt, og mange fortalte om forfærdelige klude, de havde haft på. Tidligere års tøjstil fik nogle ord med på vejen. Også forældrenes ungdomsmode blev kommenteret. Tredje runde foregik som en rundkredssamtale. Vi løftede blikket fra egen navle, danske teenageres tøjstil og bevidsthed og nærmede os nogle problemstillinger af mere global dimension. Hvilke funktioner har tøj under andre himmelstrøg, og hvad er sammenhængen mellem vores brug og forbrug af tøj og vilkår i andre verdensdele? Herefter var klassen ved at være klædt på til drage ud i verden og prøve klodens klude på udstillingen Klode 95.

.