Indsigt, udsyn, omtanke
Hvert år modtager Skolen på Forsøgscenteret 48 nye elever fra næsten
lige så mange skoler med vidt forskellige erfaringer og skolebilleder.
De lærere, som er så heldige at skulle arbejde sammen med de 48 nye
elever, gør sig selvsagt nogle overvejelser over, hvad rammen om det
nye fælles skolebillede skal være. Hvem og hvad skal være i fokus?
Overvejelserne udmøntes i en projektbeskrivelse som evalueres og justeres
ved slutningen af hvert skoleår. De overordnede idéer og retningslinjer
i beskrivelsen er ens for alle medvirkende fag og lærere, men det enkelte
fag og den enkelte lærer kan vælge at sætte fokus på særlige udviklingsområder.
Projektbeskrivelsen og de årlige evalueringer er et godt styringsredskab,
når toget kører og proces og indhold skal holdes på sporet.
Det her beskrevne undervisningsforløb Danmarksbilleder/Verdensbilleder
indgik i et tre-årigt forløb, Indsigt, udsyn, omtanke i 8.- 10. klasse:
Den overordnede målsætning for de tre-års arbejde var bl.a.
· at skabe betingelser for, at eleverne får indsigt i og
mod til at afsøge og udvide deres personlige rum og derved opnår større
selvfølelse
· at opbygge et klasserum og udvikle samværsformer, som
både styrker den enkelte elevs selvværd og fremmer ligeværdig læring
på tværs af elevernes forskellige forudsætninger, køn, kulturelle og
sociale baggrund
· med udgangspunkt i ovenstående at finde veje, ad hvilke
vi sammen med eleverne kan bevæge os fra de personlige rum og klasserummet
til et "verdensrum", hvori lyst og vilje til udsyn er en vigtig
forudsætning for at opnå indsigt i forskellige samfundsforhold, og hvor
målet er at øge elevernes globale forståelse samt deres sociale bevidsthed,
såvel over for personer, de omgås daglig som over for fremmede mennesker
og fremmede kulturer
· begreber som "den globale landsby" og "multikulturel
bevidsthed" afspejler en voksende fællesmenneskelig afhængighed
og et behov for interkulturel kompetence på mange niveauer. Derfor finder
vi det nødvendigt at arbejde med kulturmøder, kulturudveksling og kulturforståelse
såvel i tilknytning til andre nationaliteter, etniske grupper, menneskerettigheder
og børns rettigheder som i tilknytning til eleverne selv. Spørgsmålene
bliver blandt andre: Hvem er vi selv, hvilke forudsætninger og kulturer
medbringer vi, hvilke udvikler vi i vort klasserum, og hvordan møder,
udveksler og forstår vi hinanden og fremmede kulturer?