Akwabaa Bruni

af Alice Jacobsen og Carsten Skjoldborg

Hvad sker der, når man anbringer 22 elever og to lærere fra Rødovre hos kroboerne i Ghanas østregion i en uge?

Ved at tage til Ghana ville vi prøve udsynet til verden af i sin yderste konsekvens. Hvordan ville eleverne klare sig i mødet med en så anderledes kultur? Hvilke tanker om udvikling, fremskridt og forskellige måder at leve på ville kulturmødet fremprovokere?

Gnisten
Ud over idégrundlaget for Indsigt Udsyn Omtanke og de projekter, vi beskæftigede os med i 8. klasse, bærer Rasmus også en del af skylden for, at idéen i det hele taget opstod. Rasmus havde gennem Ibis arbejdet på et gadebørnsprojekt i Nicaragua i et halvt år. Hans diasbilleder og medrivende og engagerede fortælling var med til at forme idéen om selv at besøge et 3. verdensland. Beslutningsprocessen var lang og vanskelig, men i den sidste ende blev det økonomien og mødet med Morten Ledskov fra Køge og Omegns Ghanavenskabsforening, der gjorde udslaget. Det program, Morten foreslog, levede på mange måder op til det indhold, mange i klassen forestillede sig - og så var det den billigste tur til Afrika, vi kunne finde.

Koforidua
Akwaaba Broni, Akwaaba Broni - Wellcome white man, come and join us. Ordene, smilene og latteren strømmer os i møde fra alle sider, da vi i sluttet trop vover os ind på markedet i Koforidua. Rygtet om de mange hvide mennesker går som en løbeild gennem markedspladsen, og stemningen når nærmest euforiske højder.
Vi er overvældede, forlegne og usikre på, hvordan vi skal reagere på så megen opmærksomhed og venlighed. Griner de af os, eller smiler de til os? Vi får en fornemmelse af, hvordan de kongelige må have det, når de aflægger visit. Usikkerheden får os nærmest til at løbe spidsrod i de små stræder blandt farvestrålende stoffer, eksotiske frugter og krydderier, alskens husgeråd. Det hele kulminerer i en symfoni af anderledes lugte, lyde og synsindtryk, og da vi forpustede, forbløffede og opløftede står ude på gaden igen, kan vi læse det i hinandens øjne:
Drømmen er ved at gå i opfyldelse. Vi er kommet til Afrika.

I går aftes tirsdag den 19.1. 1998 kl. 22.00 landede 22 elever og to lærere fra Skolen på Forsøgscenteret i lufthavnen i Accra i Ghana. Vores guide, Morten fra Køge og Omegns Ghana Venskabsforening var der heldigvis til at tage imod os som aftalt. Han havde skaffet en bus, som skulle transportere os de ca. 100 km nordpå til Koforidua.

Vi har valgt at tilbringe den første dag i Koforidua for så vidt muligt at akklimatisere os og komme til hægterne oven på flyveturen, inden vi i morgen sætter kursen mod de små grønne bjerge, hvor kroboerne bor.

Tilbage i tiden
Selv med en dags pause i Koforidua har det kun taget os to døgn at komme fra Rødovre til Marys shop i en landsby 10 km nord for Koforidua. Men vi går med en fornemmelse af at bevæge os i en tidsmaskine, der lynhurtigt kan bringe os mange hundrede år tilbage i tiden. Kulisserne er utrolig livagtige, det er næsten lige som at gå rundt i de arbejdende værksteder i Lejre.
Der er ingen vej op til Wanzabiapa, landsbyen hvor vi skal bo, kun en sti, som går stejlt opad. Det tager ca. to timer at gå op. Vi må ikke selv bære bagagen, det er for anstrengende. Det gør bærerne, og de tjener en dagløn ved arbejdet.
Men først skal vi have te hos Mary. Mary har været i Danmark gennem Venskabsforeningen, og nu vil hun gerne gøre gengæld ved at invitere alle besøgende danskere på te og brød, inden de starter den vanskelige opstigning.

Vi havde hyret nogle kroboer til at bære vores ret tunge bagage op ad bjerget. Da jeg vendte mig om for at se bærerne, fik jeg enorm dårlig samvittighed. Det var små børn halvt så store som os selv, både drenge og piger, men jeg kunne jo ingenting gøre, for jeg ville aldrig kunne slæbe en 20 kg tung taske op ad et bjerg. Vejen var utrolig hård, men udsigten flottere end ord på nogen måde kan beskrive.
Sten

Vejen
Vi stirrede forundret ud over bjerge og dale og følte, vi var i en anden verden. Som i et eventyr. Vi hev vores kameraer frem og knipsede af et landskab, vi godt kunne fornemme ikke lod sig gengive på tryk. Som nogle henført sagde: "Det her er det nærmeste, du kommer paradis". Og alligevel var der en lille ubehagelig tanke, der trængte sig på. Vi havde flere gange på vejen op passeret en lille senet ghanesisk mand, der gik med et sammenrullet bliktag på hovedet. Det var to meter langt og sikkert en del tungere, end vi kan forestille os. Manden gik meget langsomt og koncentrerede sig om at sætte sine fødder på de rigtige steder. Han vaklede, og man kunne se hans lårmuskler spille, når han tog det næste skridt opad. Små dråber af sved piblede stille ned ad hans pande og ryg, som var de på deres egen vandring, blot den anden vej. Han hilste venligt om end noget forpustet. For os var det bare en fed engangsoplevelse, men for kroboerne er det alvor. Alt, hvad der skal op til Wanzabiapa og de omkringliggende huse, skal op ad bjerget. Når bønderne skal til markedet med deres varer to gange om ugen, skal det hele transporteres på hovedet halvanden times gang ned ad bjergvejen. Vores første smukke tanker blegnede lidt ved disse betragtninger.
Nina og Anna

Wanzabiapa
I Wansabiapa indlogerer vi os i to huse. Halvdelen af klassen hos skrædderen Abraham og den anden halvdel i landsbyens gæstehus. Huset er bygget og finansieret af venskabsforeningen.
Omgivelserne er smukke. Rolige. Høje kokospalmer svajer blidt, og atter andre høje træer tegner skarpe silhuetter mod horisontlinien. Vi får fortalt, at træerne er et levn fra den oprindelige urskov, der en gang dækkede bjergskråningerne. Den gang kroboerne hørte hjemme i andre bjergegne, og tidens krige og konflikter fordrev dem til dette sted, hvor vi nu bænker os omkring langbordet i gæstehusets patio. Udmattede efter den strenge optur. Efter et storindkøb af halvandenliters vandflasker i gæstehusets primitive salgsåbning, og lidt ris med kødsovs, har Mr. Osei gjort klar til en uhøjtidelig velkomstceremoni.

Mr. Osei
Den sorte, smukke og værdige mand har iklædt sig et farverigt, afrikansk stykke stof, viklet omkring kroppen i draperede folder. Han er landsbyens høvding, ja hele egnens, og rejser sig nu for at udføre et velkomstritual til ære for de danske gæster. Han taler om, at venskab og gæstfrihed er det, der knytter os sammen som mennesker. Vi vil mødes i fred og glæde ved hinandens selskab. Skoleeleverne sidder stille, højtideligt og lytter til denne fremmede mand, der taler så direkte til dem. Han hilser forfædrene og takker dem for al den viden, de har videregivet de slægter, der nu lever på jorden, og Mr. Osei hælder tre gange den værdifulde palmesnaps ud på jorden som hyldest til det forgangne.
Tænk hvis vi i Danmark havde et historisk ritual, der i sin grundidé gik ud på at vise taknemmelighed for det, vi nu havde lært os, og den rigdom vore forfædre havde efterladt os.
Sådan tager ritualet sig umiddelbart ud, men at hælde den kostbare palmebrændevin ud på jorden har langt dybere rødder hos Kroboerne. Det er tradition hos krobofolket, der tror, at de dødes ånder har indflydelse på de levende familiemedlemmers liv og kan straffe eller belønne deres opførsel med f.eks. tørke eller det modsatte - en god høst.
Det er ikke noget langvarigt ritual. Vi er nu budt velkomne.
Vi kan nyde tiden bedst, som vi vil indtil aftenmåltidet. Bare være.

Hos Abraham
Camille, der bor hos Abraham fortæller:
Abraham syr tøj hele dagen, imens hans kone står for det praktiske så som madlavning og rengøring. Børnepasningen er primært de store børns opgave. Den daglige madlavning starter meget tidligt om morgenen og slutter først ved solnedgang. Det er hårdt, og de ældste børn må hjælpe til efter skole. De spiser mest fufu, der er en grød lavet af en bananlignende genstand ....

De lerklinede huse ligger omkring en gårdsplads, og Abrahams familiemedlemmer deler hverdagen med hinanden. Abraham har været i Danmark som repræsentant for venskabsforeningen.
- Jeg kunne godt li' Danmark, men syntes at familierne var for lidt sammen.
Han tager en eftermiddagssludder med nogle af de piger, der er indlogeret i et af rummene i hans gård, og spørgsmålene svirrer i luften blandet med grin og latter over historierne og forskellene.
En kvindelig slægtning sidder og træder perler på en snor. De fine kranse bliver samlet af perler, der laves af knust glas fra flasker og glas, der alligevel er gået i stykker. Glasstøvet fyldes i nogle raffinerede riste fyldt med huller, hvor en pind i midten danner hullet i perlen. Derefter brændes glasstøvet i en hjemmebygget ovn ved en tilstrækkelig høj temperatur. Glasset smelter, pindene brænder bort og de aflange glasperler trækkes på snore i smukke mønstre. I morgen er det markedsdag, så kvinden skal gøre de sidste kranse klar til salg. Hun får dog ingen salgsproblemer denne gang. De danske unge når at købe hele lageret.

Daggry
Hanen vækker os dagligt ved halvsyvtiden, og vi ryster drømmene af os i det efterladte dynebetræk, der indtil nu har tjent til at holde nattekulden fra kroppen.
Morgenstunden omslutter os med sine lyde, og lugten af ristet brød, som Janet Osei møjsommeligt gør klar til de 25 gæster, kommer os i møde. Janet har allerede været oppe et par timer. Det varme vand står klar over ilden, og de af os der ikke kan undvære vores morgenbad, får tildelt dagsrationen: en spand vand. Bag et bambushegn, en interimistisk badekabine, løber de dyrebare dråber ned over kroppen, mens himlen åbner sig i et guddommeligt rosa skær, og de høje træer knejser på bjergsiden, der omkranser gæstehuset.
Stadig halvt sovende dukker de unge frem fra deres soverum, den anden halvdel af gruppen fra Abraham kommer småsludrende i gåsegang ad stien, der fører op til gæstehuset.
Temperaturen er behagelig på denne tid af dagen, og netop derfor begiver vi os af sted direkte efter morgenmaden, for at kunne klare de 10 km vi i gennemsnit går hver dag.

Skolen
For enden af den store græsmark ligger skolen, som alle børnene fra bjerget går på. De kommer fra nær og fjern, går ad de små stisystemer for at komme til den. Skolen er et tag over et betongulv, delt op af vægge med tavler på. Udsigten er en græsmark til den ene side og et tætbevokset krat til den anden. Eleverne sidder alle på den samme størrelse stole. De skal selv betale for møblerne, derfor er der mange, der må sidde to og to eller på gulvet. Det eneste, de har, er en blyant og et kladdehæfte. Om mandagen og torsdagen er der mange elever, der ikke kommer i skole. De skal hjælpe deres forældre med at bære varer til markedet.
Jens og Bettina

10.a har gaver med til skolen, et sjippetov og en fodbold. I frikvarteret er der gang i gaverne. Unge ghanesere får arrangeret en fodboldkamp mod gæsterne. Selv med ghanesisk forstærkning på målmandsposten taber danskerne med 3-1. Heden og den ujævne bane gør udslaget.
Imens sjipper pigerne og spiller bold med de små elever. Fornøjede smil og højlydt latter overalt. Der skal ikke megen interkulturel kompetence til for at etablere kontakt her.

På markarbejde
Mr. Osei - vores "førerhund" - fører os ad det labyrintiske stisystem, der breder sig ud over bjerget. Vi er på vej til landsbyen Akpamu Kpose Community for at deltage i landbruget. Vi bliver budt velkommen og velsignet af denne landsbys høvding, som samtidig er subchief til Mr. Osei. Velkomstritualet er det samme.

Bettina skriver i sin logbog:
Guderne bliver vækket med sjatter af palmevin. De gøres opmærksomme på vores tilstedeværelse. Vi får deres velsignelse. En kraftfuld seance ledet af en subchief. Hans ord bliver bekræftet af folk omkring ham. HØJLYDT.

Bagefter er vi klar til markarbejdet.
Vi får en smagsprøve på arbejdstemperaturen og den krumbøjede arbejdsstilling, som lugearbejdet kræver. Ukrudt skal holdes væk fra de rodfrugter, der ligger lige under jordoverfladen. Atter andre skal omplantes for at vokse sig større. Fra en tilstødende mark får vi et par utroligt velsmagende ananasfrugter til deling. Vi suger saften i os. Begærlige efter at få slukket tørsten.

Tilbage i landsbyen byder de os velkomne med sang, dans og mad. Mr. Osei bliver klædt i farvestrålende, fine klæder og store flotte smykker. Han holder en smuk tale om Ghana og Danmark og gæstfrihed, næstekærlighed og den slags. Da de har sunget og danset for os, er det vores tur. Vi starter med en gammel dansk sang "Der stode tre skjalke", som vi synger tostemmigt. Det går fint. Derefter synger vi en afrikansk sang "Bring your Kalabas". Folk bliver vildt begejstrede og synger med, mens de klapper i takt. Nogle af høvdingene begynder at danse til, og pludselig forstår jeg det anfald, som Julie fik i onsdags. Tårene løber ned ad kinderne på mig, og jeg ryster over hele kroppen. Det er svært at forklare. Jeg tror, det er fordi, man bliver overvældet af glæde og af øjeblikket. Og måske er man også bange for, at det snart er forbi. I mit tilfælde er det nok noget med, at det er så rørende med al den åbenhed og glæde. At opleve et folk som er så lykkeligt og har så lidt. Tanken om at skulle hjem til Danmark, hvor alle er mere lukkede og koncentrerede om deres egen lille verden er simpelt hen uudholdelig. Angsten for at miste det fantastiske øjeblik. Og ønsket om at bevare det så klart og fuldendt som det er. Katrine

Dipofest
Tilbage på bænkene i landsbyen får vi serveret en dejlig afrikansk ret. Yamsfrugter dyppet i en grøn pestosovs. Til ære for os bliver der nu gjort klar til en dipofest. Kroboernes traditionelle pubertetsceremoni for piger. Overgangsritualet Dipo, som betyder skabelsen af en krobokvinde, består i at ofre til de åndelige væsener, dernæst i et renselsesritual og en formel undervisning i de traditionelle værdier og husmoderfærdigheder.
Vi ser kun en lille del, nemlig den dans pigerne danser med symbolske bevægelser, der viser kvindefunktioner i hjemmet.

Klassens samvær
Hver eftermiddag samles vi på pladsen foran gæstehuset. Vi tager imod solnedgangen som en velsignelse af sjælen. Vi synger vort hjemlands vemodige sange og indøver nye vers til at optræde med, når vi møder nye mennesker blandt Krobofolket. Vi tegner og maler og skriver logbøger, alt imens snakken og smådrillerierne ryger gennem luften. Efterhånden sænker mørket sig endeligt ved sekstiden, og flagermuslygterne kommer frem på bordene. Hyggen der i mørket er total. Vi er sammen på en anden måde end derhjemme, sang, latter og kortspil er en god cocktail for unge i deres samvær med lærerne ...... Alle viser viljen til det gode samvær!

Kirken
Søndag skulle vi i kirke. Om morgenen var jeg så træt og led i den grad af søvnmangel, at jeg havde mest lyst til at blive hjemme. Men jeg havde hørt så meget godt om det og glædet mig så meget, at jeg tog mig sammen og tog med. Og det er jeg mig selv evigt taknemmelig for. Det var helt fantastisk. Udefra lignede det ikke noget særligt, men inden for var der så meget liv og god stemning, at det gjorde kirken meget prægtigere end nogen smuk dansk kirke. I stedet for et kirkeorgel var der et trommesæt og en elguitar. I hjørnet stod et kor af unge mennesker, som sang helt utroligt. Midt i det hele var en kæmpe tom plads på gulvet, og minsandten om det ikke var et dansegulv. Der var dans og sang næsten uafbrudt, og folk klappede og spillede på instrumenter. De sang også sange til ære for os, og det hele var så bevægende, at jeg igen brød ud i gråd. Men denne gang var jeg ikke den eneste. Mange måtte fælde en tåre heriblandt også Carsten. Da vi kom ud, var jeg helt udmattet af alle de indtryk, jeg havde fået på en lille times tid. Det var helt fantastisk, og jeg havde det, som om jeg var blevet ti år klogere.
Katrine

Afskeden
At sige farvel til kroboerne, Wanzabiapa og de små grønne bjerge var ikke let. Mange skrev i gæstebogen, at det havde været den bedste uge i deres liv og lige så mange lovede at vende tilbage.

Dette er vores sidste aften hos kroboerne, og det er helt forfærdeligt. Den tid her har været den smukkeste og mest spændende oplevelse i hele mit liv. Jeg er kommet til at elske stedet her, levemåden og menneskene inderligt. Jeg ville ønske jeg kunne blive her. Jeg ville ønske, jeg kunne sætte tiden i stå. Eller i det mindste tage en del af alt dette og gemme det i en æske, jeg altid kan have med mig. Men det har jeg vel på sin vis også gjort. Alt det jeg har lært, alt det jeg har set og hørt, alle minderne.
Katrine

Fremskridt
Efter ugen hos kroboerne foretager vi igen en tur i tidsmaskinen. Rejsen fra Wanzabiapa til Cape Coast tager en dag med bus, men nu bevæger vi os nogle århundreder frem i tiden. De fem dage ved Cape Coast bliver brugt til danseundervisning på Agorocenteret, besøg på Cape Coast Castle og El Mina Castle to af de mange tidligere slaveforter langs kysten. Endvidere er vi på canopy-walking i regnskoven. Ad otte hængebroer bevæger vi os i 40 meters højde 300 meter mellem regnskovens trækroner. En stor del af fritiden bliver tilbragt i poolen eller på stranden ved Oyster Bay Hotel. Til slut har vi halvanden dag i Accra til at foretage de sidste indkøb i Artcenteret. Anna har følgende kommentar til opholdet ved Cape Coast:
Jeg betragter meget opholdet hos kroboerne som en slags tankekrybbe. Jeg synes det var et godt grundlag og en god base. Men ..... tankerne var aldrig blevet afrundet ordentligt og havde aldrig fået dybde og perspektiv nok, hvis vi ikke havde oplevet andre sider af landet og kulturen. De dage vi havde i Cape Coast var knap så idylliske, hårdere og mere beskidte på trods af en flittigt benyttet brusekabine. Der var mere menneskeligt skidt. Det var som i mange af 3.verdens storbyer, folk flytter fra landet og ind til byen. De hakker rødderne over og forsøger at plante sig selv et andet sted mellem husmuren og rendestenen, med et bliktag over hovedet for at skygge for solen. Mange steder virker det trøstesløst, og de dårlige kloak- og affaldsforhold pynter ikke på gadebilledet. Det var noget af det, der kunne få vores sarte næser til at rynke sig, og vi kunne have svævet rundt i lykkelig uvidenhed og troet, at Ghana bestod af en masse smilende, sunde ghanesere, som spiste frisk frugt og hvidt sukkerbrød til morgenmad. Arbejdede hårdt i marken hele dagen, spillede tromme om aftenen og faldt i søvn til lyden af cikader.

Omtanker
En af de ting vi lagde mærke til var den enorme gæstfrihed. Den er umulig at komme uden om. Den latterliggør et begreb som racisme fuldstændig .....
Anna

Glæden
En kold klam vinterdag sidder jeg her i Danmark og er fyldt af så mange oplevelser, at jeg næsten ikke kan rumme dem. Derfor deler jeg konstant ud af dem, fortæller til alle der gider høre på mig om alt det fantastiske, jeg har oplevet. Selvom jeg godt ved, de ikke kan forstå. Det jeg oftest fortæller om er livsglæden, en glæde som nu ligger og sprudler et eller andet sted i mit indre, og som jeg altid kan hente frem. Smil, man så altid smil. Der lød altid velkomstråb, glade unger der løb og legede. Det at stå og synge sammen med 200 vildt glade afrikanere kan bare slet ikke beskrives. Sådan er der ikke mange, der tænker om Ghana/Afrika. Mange tænker: "Hvor er det synd for dem." Sådan har jeg det ikke længere, nu tænker jeg: "Hvor er det synd for os."
Nina

Retfærdigheden
Hver gang jeg kiggede en ghaneser i øjnene slog det mig: Hvad er retfærdigheden i, at det ikke er mig, der ser ud af hans eller hendes øjne ind i mine? Hvad er retfærdigheden i, at jeg bare flyver hjem til dejlige sikre Danmark, når jeg ligesom synes, at nu har jeg været der længe nok? Er det retfærdigt, at jeg ikke kan sige mig fri for altid at ville foretrække mit liv, med alt hvad det indebærer, frem for hans? Selv oppe i landsbyen, som var et af de mest harmoniske samfund, jeg nogensinde har oplevet... Det var ikke nok, for hvis jeg var blevet født der, så var det mig der skulle hente vandet, vaske tøjet og lave maden. Det ville være mig, der havde gået nogle år i skole, og nu skulle til at leve som en krobokvinde...resten af mit liv. Det var mig som ville træde til side for de hvide turister, som var på vej op ad den stejle bjergsti med mit fad på hovedet og mit barn på ryggen. Det ville være mig, der kiggede undrende på dem, hilste og smilede... og måske brændende ønskede, at det var mig, der var på vej op sammen med dem. Og hvad er retfærdigheden i det?
Anna

Forelskelsen
Jeg er dybt og inderligt forelsket i Afrika. Så fuldkommen betaget, så opfyldt af minder og indtryk der kun er mine egne, og som ligger og bobler derinde, hvor smil og tårer opstår. Det eneste jeg ser, når jeg lukker øjnene, er situationer, smil, sætninger, der har sat sig fast og varmer mig i den danske vinterkulde. Så dybt og inderligt forelsket er jeg, at en enkel del af min usikre fremtid ikke længere er usikker; nu ved jeg, hvor den skal finde sted. Men lige meget hvor megen sorg og bedrøvelighed denne rejse har påført mig ved adskillelsen fra denne, min nyfundne kærlighed, har den lært mig så meget, åbnet mine øjne, og jeg er så mange mennesker så taknemmelig for dette. Når solen går ned for mig nu, er det ikke længere over Vesterhavet, men over de små grønne bjerge og lange kyster og smilende mennesker. Min verden er blevet større, blevet udvidet på en måde hverken film, noveller eller spil kunne have gjort det. Lige meget hvor langt der er fra mig til Afrika, gør det, at jeg ved de findes, at der er kommet ansigter på ord om smil og fattigdom, at de betyder noget for mig nu. Jeg interesserer mig for dem. Hvor er det rart at kunne føle for et folkeslag, fordi de er så meget værd, og ikke fordi man får det at vide, prædiket i skolen og i tv-avisen, af hjælpearbejderne, der stemmer dørklokker og af brochurerne på bibliotekerne, hvor er det rart at kunne føle andet end medlidenhed. Føle en slags kærlighed, en rummelighed i hjertet, eller der hvor ens menneskelighed nu ligger - og en smule misundelse? Jeg er så ganske udmærket klar over, hvad jeg selv har. Hvor heldig jeg er. Social sikkerhed, mad på bordet, vand i hanen, tøj på kroppen, bøger til at udvide min horisont, øge bevidstheden om mit eget held og velfærd. Og ikke mindst har jeg en fremtid uden særlig store uvisheder. Mit held. Til gengæld smiler jeg ikke særlig meget eller ofte. Der er så mange småting, der plager mit hoved, at det af og til føles, som om det vil eksplodere, og det vil regne ned på de rene gulve med hjerne og petitesser. Og så forekommer verden mig så umådelig lille og kedelig. Som om, lige meget om jeg satte tusind skamler oven på hinanden, kravlede aller øverst op, stod med bævende knæ og skuede ud over verden, ville jeg ikke få andet at se end motorveje og Coca-Cola skilte. Men nu ved jeg, at hvis man tager skamlerne under armen og rykker syd på, kan man måske, hvis man står på tæer og ved, hvor man skal kikke, skimte Afrika. Og der ophører det varme vand, den sociale sikkerhed og tilværelsens ulidelige lethed og i stedet begynder livet. Der er så intensivt smukt i Afrika. Så vidunderligt og til tider hæsligt. Folkene er som den ubønhørlige sol på den disede himmel, varmende, livgivende og til stadighed der, hvor de altid har været. Deres bevægelser, deres holdning, deres dunkende dansetrin er evige. De danser i al deres prægtige skønhed de samme gribende trin på stedet, mens verden rundt om dem styrter af sted i en mægtig fart med ludende skuldre og slæbende skridt uden at se og nyde andet end deres egen næsetip. Og alligevel er de overbeviste om, at der er skønt der, hvor den travle verden bevæger sig hen. Vil til Europa, til Danmark. Forstår lige så lidt, at der ikke er vidunderligt i Danmark, som vi forstår, at der ikke er vidunderligt i Afrika. Vi sidder to folkeslag, tusind kulturer fra hinanden og ønsker så inderligt det, de andre har. Vi burde lave en handel. Bytte lige over. De får alle vores materielle goder, alle vores fjernsyn, biler og computere og vi får deres humør, deres samhørighed. Hvordan får man dem til at forstå, at Danmark ikke er hvad de drømmer om? At hvis de får alt det værdiløse lort, vi har, mister de alt, der er noget værd. Mister deres rødder, deres kultur, deres smil. Bare se på os. På mig. Intet af det jeg har, har gjort mig til et bedre menneske, har gjort mig gladere, lykkeligere. Jeg vil så gerne nøjes med det, de har, og som ikke er nok for dem. Og de vil så godt nøjes med det, vi har og som på ingen måde er nok for os. Eller som i hvert fald ikke burde være det. Så ingen af os er tilfredse. Dog smiler de.
Camilla K

Ubuntu - du er kun noget gennem andre mennesker
Og nu sidder vi så her tre måneder efter hjemkomsten og spørger undrende hinanden om, hvad det egentlig var der skete? Hvad var det, der gjorde, at turen gik over al forventning? At alle vores forhåbninger og mål blev indfriet og mere til? En ting er sikkert. Kroboerne behøver i hvert fald ikke gå på kursus i interkulturel kompetence, når de er på hjemmebane. De lever den. Måske var det det, der var så overvældende. Livsglæden, spontaniteten, den ægte interesse uden forstillelse og bagtanker slog på en gang benene væk under os, overflødiggjorde stort set vores tillærte interkulturelle kompetence og reducerede kulturmødet til det, det rettelig bør være: Et møde mellem mennesker i en given situation. Når tårerne trillede så frit så tit, var det måske det tabte land, vi græd over. Vi opdagede pludselig en menneskelighed, en umiddelbarhed og oprigtighed, som vi har kendt som børn, men glemt et sted undervejs i fremskridtets og udviklingens navn. Måske er det prisen vi betaler for industri-, informations- og velfærdssamfundet ? I individualismens og effektivitetens tidsalder bliver det stadig sværere at finde plads til fællesskab, kollektiv og ubuntu. Nu gælder det tilsyneladende først og fremmest om at være solidarisk med sig selv. Det spejl, vi pludselig så os selv og vores tilværelse i, kom til at virke som et forstørrelsesglas, der udelukkede alt det overflødige og satte det essentielle i fokus. Måske var det derfor vi gik rundt i en fælles euforisk lykkerus og både udadtil og indadtil oplevede samværd og fællesskab som aldrig før. Et sådant udsyn til verden med deraf følgende indsigt og omtanke burde det være alle forundt at få mindst en gang i deres liv. Måske kan det virke vanvittigt at rejse så langt for at lære sig selv og hinanden bedre at kende, og kroboerne vil nok betakke sig for at få besøg af samtlige danske skoleelever, men kulturmøder i større og mindre målestok behøver man ikke rejse til Ghana for at opleve. Og det er netop i kulturmødet, at vi for alvor oplever, afprøver og får sat perspektiv på vores egne normer og værdier.