Som regn fra himmelen
Af Carsten Skjoldborg

Bierne sværmer rundt om hadzaen, da han rækker ind i det store hul i baobabtræet for at få fat i det værdifulde bytte - honningkagen. For at berolige bierne og gøre dem mindre agressive stikker han en slags rygende fakkel ind i hullet, før han griber kagerne og lader dem falde til jorden, hvor resten af jægerne venter utålmodigt. Det er utroligt, at han ikke viser nogen synlig reaktion på de mange stik, han må få fra bisværmen.
For at komme op i baobabtræet har nogle af hadzaberne tilskåret små spidse grene, som den uforfærdede honningjæger har slået ind i stammen med bagsiden af sin økse for at komme op i træet. Imellemtiden har andre haft travlt med at få ild ved at gnide en gren i lidt tørt græs placeret på et knivsblad.
Det er tydeligt, at gruppen nyder måltidet, der bliver indtaget under vellystig smasken måske også til ære for gæsterne.
Vi er i den sydlige del af Eyasi søen i Tanzania på besøg hos Hadzabefolket - det sidste folk i det øst- og sydlige Afrika, der stadig lever som jægere og samlere.
At dømme ud fra de to dage vi tilbringer med jægerne er det nu om dage lettere at finde honning end dyr. Tilsyneladende er det lettere for kvinderne at finde rødder med deres gravestokke. Det forventes at hver kvinde finder ca. 30 rødder om dagen.
Som størstedelen af jægere og samlere har de en ekstraordinær evne til at tilpasse sig til deres omgivelser, så vel som en mild og fredelig opførsel, som altid har fået dem til at trække sig tilbage, når de stod over for mere fjendtlige folk. Deres levemåde kan virke overraskende, men de har gentagne gange afslået forsøg på at bringe dem ind i den moderne verden.

Vi besøger Hadzabefolket for at lære om deres levemåde og påvirkningen fra den voksende turisme i området.

" Turisterne kommer som regn fra himmelen", sagde en lokal barabaighøvding (et nomadefolk) under vores besøg i hans landsby. Men regn kan både være let og voldsom som et skybrud, der opsluger og skyller alt bort på sin vej.
" Turisterne kan blive det sidste søm i Hadzabernes ligkiste. Turismen reducerer hadzaberne til mærkelige hottentotter som udnyttes til fordel for rejsebureauerne", siger Thad Peterson, leder af det såkaldte øko-rejsebureau Dorobo.
" Hvis der ikke bliver gjort noget, så vil Hadzaberne ikke eksistere om 50 år. Miljøet, de bor i, har ændret sig radikalt. For at overleve må de enten have et lukket område, hvor de kan jage, eller de må ændre deres levemåde", siger lederen af Tanzanias menneskerettighedscenter Helen Kijo-Bisimba.
" Det vil blive svært at overleve som Hadza. Den eneste vej frem er uddannelse, udannelse og mere uddannnelse", siger den danske konsul i Tanzania, Gerd, som også leder rejsebureauet Scan Tan Tours.
På vores sidste dag besøger vi en lille midlertidig landsby, hvor to til tre familier bor for øjeblikket. De modtager os venligt og svarer beredvilligt på vores spørgsmål. Efter et stykke tid tager de to mænd, der har arbejdet på en ny bue og pile, os med på en vandretur til toppen af den nærliggende bakke, hvorfra vi kan overskue hele sletten og se barabaigerne og deres kvæg som små pletter i det grønne. Udsigten er fantastisk og en af hadzaerne poserer på en stor sten og minder os om den sidste mohikaner. Men det er tydeligt, at de mangler mad, så på vejen ned spørger vi vores guide, om vi må give dem penge eller det vil være bedre at købe mad. Han anbefaler majs, så majs bliver det. En ekspedition tværs over sletten i landroveren bringer os til en lille landsby med tre bittesmå butikker.

" Mine børn vil feste i aften", siger hadzaen, som er med på ekspeditionen, da han får majsen og noget ris. Før vores afsked med hadzaberne synger de to afskedsange om deres situation. De ber os fortælle indholdet af sangene videre til vores eget folk.

På vejen tilbage kan vi ikke lade være med at spørge os selv, om vi lige har hjulpet med at slå endnu et søm i hadzabernes ligkiste blot ved at besøge dem. Det er svært at forstå, at de få tilbageværende jægere og samlere på vores planet ikke er tilstrækkeligt beskyttet af den offentlige mening. Samtidig med at vi redder det sorte næsehorn, er en gruppe mennesker på vej til at forsvinde fra jorden overflade.